For René Povlsen, selvstændig købmand i MENY Rønde, er arbejdet meget mere end en stilling – det er en livsstil. Han overtog forretningen fra sin far i 2012 og har arbejdet i butikken det meste af sit liv.
”Som selvstændig købmand har man hånden på kogepladen hver dag. Det handler om kunderne, medarbejderne og de mange krav udefra, der hele tiden ændrer sig. For mig er det en livsstil, hvor man aldrig helt ved, hvad morgendagen bringer – men hvor man har friheden til at drive og udvikle både forretningen og medarbejderne,” fortæller han.
Da vi skulle have nyt CO2-køleanlæg, gik jeg til KFI. De var med på hele rådgiverrejsen, hjalp med udbud og fandt den bedste løsning. Købmand René Povlsen, MENY Rønde
Glæden ved udvikling
For købmanden på Djursland er det netop udviklingen og samspillet med kunderne, der skaber gnisten. Han er nysgerrig på kundernes idéer, og nogle gange bliver de til nye forretningsben.
”Et par kunder spurgte engang, om vi kunne tilbyde bageferment som alternativ til gær. Jeg undersøgte markedet, fandt Aurion i Nordjylland – og i dag er de en stor leverandør til butikken. Den slags gør både os og kunderne glade,” siger René Povlsen.
En drivkraft i lokalsamfundet
Butikken er kendt for sit høje faglige niveau med eget bageri, slagter og delikatesse. Men håndværket er under pres, understreger købmanden.
”Det er svært at rekruttere, men vi er heldige at have medarbejdere, der har været hos os i mange år. Vores ambition er at holde håndværket i live – det er en vigtig del af vores DNA.”
For MENY i Rønde handler det også om at være en aktiv del af lokalsamfundet og være med til at tilbyde borgerne i området et attraktivt alternativ til at tage til Aarhus.
”Vi er med til at fastholde kunderne lokalt og skabe arbejdspladser. Jeg er ikke så kædestyret som andre, og det giver plads til at sætte et personligt præg,” siger René Povlsen.
Samarbejdet med KFI
En vigtig partner i udviklingen af MENY i Rønde er KFI Erhvervsdrivende Fond. For René Povlsen handler samarbejdet både om økonomisk rygstød og faglig sparring. Han fremhæver bl.a. KFI’s støtte til markedsføring og energiovervågning – begge dele der kan mærkes på bundlinjen.
”Og da vi skulle have nyt CO2-køleanlæg, gik jeg til KFI. De var med på hele rådgiverrejsen, hjalp med udbud og fandt den bedste løsning. Det er en kæmpe styrke at have en professionel partner, der både kan rådgive og i nogle tilfælde være med til at finansiere.”
Men samarbejdet handler ikke kun om store investeringer. René Povlsen er ofte testperson for nye initiativer, fx inden for affaldssortering og energioptimering.
”Jeg har fx været med i et projekt sammen med Teknologisk Institut, hvor vi testede nye løsninger for affaldssortering og dataindsamling. Det er spændende at være en slags prøvekanin – og det giver værdi, at KFI hele tiden skubber på udviklingen.”
FAKTA: KFI Erhvervsdrivende Fond
KFI Erhvervsdrivende Fond har eksisteret siden 1955 og arbejder for at styrke de selvstændige købmænds position i Danmark. Det gør de ved at stille lejemål, finansielle ydelser og uddelinger til rådighed for købmændene. KFI står i dag højt på listen over de mest bevilgende erhvervsdrivende fonde i Danmark.
Se mere på www.kfi.dk
Kilde: KFI Erhvervsdrivende Fond